En grønnere fremtid

En grøn fremtid i Syddjurs Kommune 

I Liberal Alliance Djursland tror vi på grønne løsninger, der virker i praksis – ikke symbolpolitik eller dyre prestigeprojekter uden effekt.

 Vi vil stå forrest, når det drejer sig om at samarbejde og realisere de store planer fra Den Grønne Trepart. I Syddjurs Kommune er vi beriget med store arealer af grøn natur. Den skal vi bevare og passe på.

 Vi vil sikre rent drikkevand gennem sprøjtefri indvindingsområder og beskytte vores grundvand for kommende generationer.

Vi vil have fiskene tilbage i havet. Det kræver markant mindre udvaskning af kvælstof og målrettet handling lokalt.

Vi vil have renset ud i stakken af bureaukrati, der gør det besværligt at træffe grønne valg. Vi vil kæmpe for, at det ikke er afgifter og dumme regler der står i vejen for at udbrede alternative energiformer.

Danmark skal fortsat have en stor fødevareproduktion og vi bakker op om et effektivt og bæredygtigt landbrug, som lever i et tæt samspil med miljø, sundhed og natur.

 Vi ønsker, at det bliver lettere at realisere lokale og privatdrevne tiltag i forhold til opsætning af vindmøller, solceller og andre grønne produktionsformer i Syddjurs Kommune – uden at gå på kompromis med, at borgerne skal inddrages i alle større projekter.

 Vi ønsker en større vækst i Syddjurs kommune, der både kræver plads til erhverv og nye boligområder. Vi er meget opmærksomme på at det kan give kollisioner mellem vækst og grønne ambitioner. Her skal vi finde den sunde balance, så vi sikrer os at kommunen kan vokse med befolkningstallet og samtidig passe på vores skønne natur. 

 En grønnere fremtid skabes gennem ansvar, dialog og handling.