289 mio. kr. til bedre velfærd

289 mio. kr. til bedre velfærd. Det er vores pligt at realisere potentialet

Forskning viser, at Syddjurs Kommune bruger 289 mio. kr. for meget om året på administration og uhensigtsmæssige arbejdsgange og organisering. De penge vil vi bruge på bedre velfærd ved at organisere os mere effektivt.

Vi foreslår en gennemgribende reform, hvor overflødigt bureaukrati afvikles, og ressourcerne flyttes til velfærd. Populært sagt vil vi have 3 lærere fremfor 2 djøf’er.

Reformen skal gennemføres i et tværgående organisatorisk samarbejde (§17  stk. 4 udvalg) med betydelig borgerinddragelse. Vi skal have hverdagens eksperter med i denne modernisering.

Pengene skal bruges til at styrke folkeskolen, forbedre ældres livskvalitet og give børnefamilier mere frihed og økonomisk råderum.

Vi vil have mere lokal ledelse, kortere sagsbehandling og mere tillid til medarbejdere og institutioner. Det skaber arbejdsglæde – og bedre service.

Vores vision er en kommune, hvor systemet tjener borgeren – ikke omvendt.

Mere for dine skattekroner

Velfærd handler ikke kun om offentlige ydelser – det handler også om frihed og økonomisk råderum for den enkelte.

Vi vil sikre, at familierne ikke skal aflevere en større del af deres indkomst til Skat. En højere skat løser intet – tværtimod. Borgere i Syddjurs Kommune skal have frihed til at bruge deres egne penge.

Når borgerne får flere penge mellem hænderne, styrkes både det lokale erhvervsliv og familiers frihed til at vælge det liv, der passer dem.

Kommuneskatten er i Syddjurs Kommune 25,9%. Vores første delmål er, at borgerne i Syddjurs ikke skal betale mere i skat end borgerne i Aarhus, som betaler 24,5%. På længere sigt går ambitionerne naturligvis mod at ramme samme kommuneskat som de bedste, som pt. er Vejle Kommune med 23,4%.